HUN SOLO - Spot Festival 2019

Den kommercielle undergrund, lokale verdensstjerner og andre med debutalbums lige på trapperne, var i sidste uge forbi Aarhus, hvor byen lagde centrale pladser og huse til minifestivalen SPOT. Der på trods af mine manglende besøg faktisk fejrede 25. års jubilæum. Jeg indtog således for første gang alverdens ukendt musik inde midt i midtbyen af Aarhus. Uden hverken at flytte mig mange meter, eller helt have styr på navnene før koncerten var slut. Alt forløb ikke som planlagt, og især festivalens elektroniske overblik var elendigt. Heldigvis holdte de musikalske tiltag fanerne højt, og jeg fangede således mange gyldne øjeblikke. Men mit musikalske rejsemål var HUN SOLO – et kunstnerisk tiltag hvis fokus er kvindelige solister. Der siden 2016 har kæmpet for at den danske musikscene består af andet end gamle hanelefanter og deres unge kloner. Et klassisk HUN SOLO line-up er således fem kvindelige artister der gennem en serie solokoncerter udfolder historier, evner og talenter af høj kvalitet. Hvilket både er et boost til kunstnerne på scenen, et opråb til branchen og en service til os der besøger koncerterne.  Det hele er grundlagt af tre kvinder Nana Jacobi, Anya Mathilde Poulsen og Kirstine Stubbe Teglbjærg.    

 

Da jeg hverken er ung, kvinde eller indtager alt for mange koncerter, blev min opmærksomhed for projektet indfaget i 2016 af Kirstine. Hvis vokal jeg faldt pladask for i 2012. Hvor hun med Blackout albummet ikke bare gav et musikalsk bagtæppe til forestillingen af samme navn, men satte ord på et liv med og i afhængighed. Der i hvert fald åbnede en masse døre i min forståelse af folk omkring mig, hvis afhængighed i bedste fald var mig ulogisk.  Derudover har jeg en poetisk svaghed for mange af kunstnerne HUN SOLO tidligere har brugt – som fx Annika Aakjær, Camille Jones, Dicte, Lucy Love, Lydmor, Pernille Rosendahl, Nikoline Nabiha. Som jeg enten er stødt på via teaterkoncerter (Aakjær), DR talkshow (Lucy Love), DR Koncerthus (Lydmor), Kirkekoncert (Rosendahl), Album Launch på københavnsk cocktailbar (Nabiha), Odense natteliv (Camilie Jones) eller bare synes har været sej siden 1989 (Dicte).  

Jeg sad således bænket sidste lørdag eftermiddag, midt for storscenen i Aarhus Musikhus, med kvinder i 20erne til alle sider omkring mig. Jeg kendte ikke et øje, ikke en solist eller deres musik. Hvilket var en af årsagerne til jeg sad der. Det at udvide min egen musikalske verden, og samtidig bygge broer til andres udgangspunkter var mit formål. Håbet var underholdning, musik der rørte mig og kunstnere der forførte mig. Da solokoncerter altid er yderst intense var jeg også lidt spændt på formatet. Da fem solister i rap måske ikke ville fungere. 

De fem kvinder var alle fra norden. Vi startede med Greta (Danmark), Frid (Island), Turið (Færøerne), Shikoswe (Norge) og sluttede med den lokale stjerne Moody (Danmark). Som enhver anden der ikke har fulgt med siden slut 90erne var fem solister både nye navne og velkendte udtryk. Det er muligt jeg ikke aner hvem der vinder talentshows, fodbold ligaer eller for tiden er minister. Men jeg genkendte i hvert fald min egen ungdoms elektroniske lydbillede. Kvinden der gjorde størst indtryk var Moody. Til dels gik hun målrettet efter at sparke en fest i gang og dels havde hendes tekster en anelse mere dybde. Desværre ikke kun genfinde alle sangene elektroniske – så antager de er på vej.  Hendes kunstnerisk bearbejdelse af et forhold der endte dårligt og indeholdte en masse negative elementer fangede i hvert fald min opmærksomhed. Jeg havde gerne givet Greta lidt mere plads, for hendes udtryk blev langsomt mere og mere intenst. Hvor hun via dans forsvandt ind i verden af lyd. Islandske Frid skabt et lydunivers der mindede mig om eventyrlige spillefilm af den dystre slags. Turið var måske den første kunstner jeg har oplevet fra Færøerne, uanset genre har det ørige aldrig fanget min opmærksomhed. Modsat både Island og Grønland. Det er dog tydeligvis en stor fejl. Hun flettede det kommercielle, med det elektroniske uden at give køb på originalitet. Til gengæld var og er jeg slet ikke fan af Shikoswe. Hvis opbygning af sange og melodier i bedste fald landede mellem banal og klassisk. Noget skyldes alder/køn og andet uenighed om virkemidler. Hun kan heldigvis være ligeglad med at en ciskønnet hvid mand fra årgang 1977 ikke fangede hendes musik. For det gjorde salen af unge kvinde omkring mig.  

Du kan læse mere om HUN SOLO her. Samt en oversigt over kunstenerne her