Henne om hjørnet - nede i kælderen

(C) Forbrugermania

Den teknologiske udvikling sætter både nye standarder indenfor film, krav til udstyret det kan vises på og højder for prispunktet kunderne skal acceptere. Heldigvis findes der fortsat små modstandslommer af filmelskere der sætter mediet over teknikken, stemningen over adgangen til popcorn og indhold over alt andet. Der er intet galt med de kommercielle betonklodser enhver biografkæde med respekt for sig selv banker op i forstæderne til storbyerne, eller hvor byggepriserne ellers tillader det. Det er her du kan opleve virkelighedsflugt i 4DEX, med atmoslyd eller udstyret med 3D briller. Det er her skærmens størrelse, sædernes magelighed, popcornbægernes rumfylde og billetpriserne ingen grænser kender. Der er her du indtager amerikanske actionbrag, ser superhelte smadre hinanden via computerteknik og lader dig opsluge ad den ene katastrofe efter den anden. Det er blot ikke stedet hvor hvor filmportens filmperler, de flotte dokumentarfilm, smalle franske romantiske historier eller de rumænske komedier fylder sæderne. Det sker i stedet på Vester Vov Vov, Baltoppen, Kolding6000, Valby kino, Grand Teateret, Gloria Biograf, Øst For Paradis eller steder som KGBio i Randers. Hvor filmudbuddet er voldsom begrænset og datoerne de vises på er endnu færre.

(C) Forbrugermania
Her var vi forbi fredags og indtage en omgang eftertænksom iransk fiktion Tre Kvinder af Jafar Panahi, der som altid grænsede på kanten til det dokumentariske og knap formåede at skjule det samfundskritiske. Det skete ved små cafeborde med Thor øl i glas, friskbrygget kaffe i krus og rødvin i stilfulde glas. Den lille biografsal er placeret under det lokale teateres hovedscene - og havde jeg magten over stedet viste de film hver eneste fredag. Her kan du for kun 55 kroner se en kvalitativ god spillefilm på et stort lærred, med en flok mennesker der ej heller har glemt filmmagien, næste chance er til marts. Her kan du se Miss Osaka, den dansk japanske film som Daniel Dencik instruerede i 2021.

 Selvfølgelig minder det om en filmklub på universitetet, eller om gamle dage hvor biograffilm blev vist alle steder der var et egnet lokale og købevillige folk. Det er dog ikke en lille biks uden potentiale, eller en håbefuld drømmer fra vækstlaget, det er det lokale kulturelle flagskib Værket der står bag tilbuddet. Det er muligt film vitterlig ikke kan vises i salen når scenegulvet bruges til teater, det er muligt Værket ikke har andre egnet loaker, men min mistanke går mere på befolkningen endnu ikke har tillært sig film kan være andet end farverige ramasjang ting på Thors Bakke. Det tager tid at skabe et sted som f.eks. Cafe Biografen i Odense. Så er du lokal, har du mod på film, så grib din partner, dit dankort og mød os andre i kælderen på det gamle elværk - det er virkelig pengene værd.

(C) Forbrugermania