To på togtur til Odder

 

(C) Forbrugermania

Den gamle stationsby Odder rummer en serie fine huse fra dengang verden endnu var både ukendt og kæmpe stor. Fortidens rigmænd, visionære virksomhedsejere og driftige handelsfolk har efterladt sig utallige spor, strukturer og rammer som den nuværende befolkning udfylder med gode ideer, frivilligt arbejde og folkelige fællesskaber. Det flotte centralhotel er således huset hvor dartklubben mødes, LGBTQIA afholder events og fællesspisning, her finder du også garnklubben, kunstudstillinger og mulighed for at lære bogfoldning. 

(C) Forbrugermania
Arkitektonisk er hotellet et hit, og udsmykningen på første sal er virkelig imponerende, men vores besøg til byen havde dog Bjørnegrotten som destination. Her havde en lokal godsejer med hang til eksotiske dyr anlagt en lille minizoo - med blandt andet kænguru, hjorte og russiske bjørne. De eneste rester herfra er bjørnegrotten, et kampestensbygget rum med gitter for vinduet og badebassin i hjørnet, placeret få kilometer fra Odder centrum midt i skoven.
(C) Forbrugermania

Det er både gåturen værd og samtidig blot en lille samling sten, så jeg havde også udvalgt andre grunde til vores togtur til Odder. Selvom flere generationer af min familie er begravet i byen så har jeg aldrig selv haft en tilknytning til byen, området eller regionen. 

(C) ForbrugermaniaJeg kender dog den gamle vandmølle og elsker stisystemet anlagt langs åen, nyder turen forbi Torvald Køhls private observatorium og ned til den kommende folkepark hvor kunstværker allerede pryder kanten, græsset og lokker dig ud på gågaden. Det krævede dog lidt mere ihærdighed at finde frem til det gamle sygehus park- i dag kaldet Vitapark - hvor du i dag bl.a. finder en interaktiv legeplads, bistader og laserudskåret kunstværk »To på Tur« af Ole Grøn og hvor der i weekenderne ofte er udstillinger.

(C) Forbrugermania
Selvom formålene med turen til Odder således var mange, så var det en tilfældighed der blev den største positive oplevelse, nemlig vores aftensmad på en lille syrisk restaurant i hjertet af byen. Kardemums hedder stedet og det får vores varmeste anbefalinger. Placeringen er central, priserne lave, servicen høj og smagen fantastisk. Folkene bag stedet har tidligere drevet en streetfood biks af samme navn, nu er det en velbesøgt takeaway og restaurant. Har du aldrig været i Odder burde du komme til byen udelukkende for denne biks. Jeg er vild med smagssammensætningerne, friskheden, kombinationerne, menukortet og eneste negative var således de mange udsolgte drikkevarer.