Kærlighedserklæringer - Musikhuset Aarhus
Hver eneste sæson har du mulighed for at svinge forbi landets store scener, og høre om deres tanker, tilbud og visioner. Det er sjældent jeg finder tiden, men da Musikhuset Aarhus altid har et voldsomt program, havde jeg prioriteret et besøg denne sommer. Lidt over 1500 events/forestillinger/tiltag afvikles over den kommende sæson. Et antal der virker umuligt at forstå, dække eller helt at overskue. Jeg har dog sat mig på en serie favoritter, og håber valgene er rigtige.
Til præsentationen var der lige dele informationer, selvros og underholdning. Herunder spillede VILMA blandt andet enkelte live numre, og da hun forklarede historien bag sangen GNIST var jeg solgt. Jeg kendte hende ikke, men har nu indkøbt hendes debutalbum på LP, og skrevet mig op til koncerten. Det kan kun blive et hit, og er allerede i gang med at sparke omgangskredsen til anerkendelsen af musikken her.
Albummet består af ni kærlighedserklæringer til familie, venner, hende selv og hjemstavnen. De umiddelbare uskyldige sange rummer alle en stærk vokal, cello med en emotionel klang og historier der gør en forskel. Det er både udgivelsen svaghed og den største styrke, jeg føler slet ikke numrene kan stå alene, og måske VILMA har det på samme måde. Da det ikke kun er coveret som er prydet med uddybende ord, det har hendes koncerter også altid til overflod. Sangene får en rørende dybde via forklaringerne, mens de syngende ords konnotationer giver samme effekt til forklaringen. Denne selvforstærkende metodiske tilgang gør det sikkert svært at skabe et radiohit, men vil altid fange publikum ved hver eneste koncert. Vi der genkender følelserne, vi der forstår historierne, vi der føler teksten, vil altid føle os beslægtet med udgivelsen og sangeren bag samme.